Bolig

Det er vigtigt at have et sted at bo, når man skal studere. Her er lidt information om, hvilke boligtyper man kan søge og hvordan.

Kollegie 

Du kan søge om at få et værelse på et kollegie, når du skal studere. Du kan få dit eget værelse eller et værelse som deles med en anden beboer. Der er også fællesarealer såsom køkken, vaskerum og nogle steder en opholdsstue. 

Mulighederne for at få kollegiebolig er forskellige fra by til by. Der er lange ventelister på kollegier i København, mens der i andre byer er boliggaranti for studerende. Når du har planer om at tage en uddannelse i Danmark, er det derfor vigtigt at du kommer på en venteliste til et kollegie så tidligt som muligt.

Det er som regel gratis at komme på ventelisten til kollegier i Danmark, men vær opmærksom på reglerne for tildeling af kollegieværelser. 

Moderne kollegieværelser er normalt umøblerede, så du skal selv sørge for møbler. Kollegieværelser i Danmark er meget dyrere end kollegieværelser i Grønland, og du skal også regne med at skulle betale depositum eller indskud.

Skriv dig op til ventelister på www.ungdomsboliger.dk eller læs mere på De Grønlandske Huses hjemmesider.

Lejeboliger

Der er mange forskellige udbydere af lejebolig i Danmark. Afhængigt af hvilken by du skal bo i, kan du skrive dig på ventelister til almene boliger, som er billige lejeboliger. Der kan dog være lange ventelister på den slags boliger.

Privat udlejning

Private udbydere kan findes på internettet. Du skal dog være opmærksom på, at det private boligmarked er en jungle. Det er specielt vigtigt, at der bliver underskrevet en standard lejekontrakt, når du får boligen.

OBS! Advarsel: Der findes desværre svindlere på boligmarkedet. Betal aldrig penge under bordet. Betal aldrig mere end det beløb, der står i kontrakten. Det bedste er, hvis du kender nogen, der kan tjekke boligen før du underskriver lejekontrakten.

Bofællesskab

Hvis du søger et alternativ til kollegiet, kan du selv opsøge andre studerende til at lave et bofællesskab sammen.