Koncentrationsproblemer

Alle oplever på et eller andet tidspunkt vanskeligheder ved at holde koncentrationen i undervisningen, eller når man sidder og laver sit hjemmearbejde.

Opmærksomheden er andre steder

Måske har du prøvet at sidde i klasselokalet, men ikke hører hvad der bliver sagt? Du har måske prøvet blot at sidde og tænke på en masse andre ting.

Det kan være du prøver at læse, eller skrive opgave, men bliver hele tiden optaget af din mobil, af facebook, af tv’et, vasketøjet eller tænker på hvad du skal lave i morgen efter undervisningen.

Du kan lære meget om dig selv, ved at begynde at lægge mærke til, hvor din opmærksomhed er henne, når den burde være tilstede i undervisningen eller lektielæsningen.                 

Overspringshandlinger

Det er meget almindeligt at lave overspringshandlinger når man egentlig burde lave sit hjemmearbejde. Det er en del af at lære at være studerende, at lære sine egne mønstre at kende, og at lære sig selv at fokusere på de opgaver man skal nå. Her er nogle bud på hvad man selv kan prøve for at hjælpe koncentrationen på vej:

  • Læse lektier i skolen, hvis man ikke kan koncentrere sig derhjemme
  • Sørg for at der ingen opvask/vasketøj/playstation/tv osv. er, som kan distrahere.
  • Planlæg hvilke skoleopgaver du skal nå. Husk at lave så realistiske målsætninger som muligt.
  • Sørg for at holde pauser. Her kan du evt. give dig selv lov til at gå på facebook, holde rygepause el.lign.
  • Støder du på vanskeligheder, så spørg en klassekammerat, spring evt. videre til det næste. Det kan være du ser anderledes på det når du vender tilbage til det senere.
  • Sørg for at få nok søvn.

Overvældende oplevelser

Nogle gange kan man have oplevet voldsomme ting i sit liv, som forhindrer én i at koncentrere sig fuldt ud om sin uddannelse. Dette kan være sket for nylig eller for mange år siden. Det kan f.eks. forstyrre koncentrationen fordi man uden selv at have kontrol over det pludselig bliver overvældet af tanker og følelser omkring disse oplevelser, og således ikke er mentalt tilstede i undervisningen. Her kan det hjælpe at snakke med nogen om det.

 

Går dine koncentrations problemer ud over dit studie, kan vi tilbyde dig samtaler. Vi kan se om der er sammenhænge mellem din koncentration og dit liv som det ser ud nu, og hvordan det er muligt at komme videre derfra.

 

Denne tekst er kopieret fra srg.dk