Nu kan alle få vejledning om uddannelsesvalg elektronisk

Nu kan alle unge og voksne få vejledning om uddannelsesvalg elektronisk uanset hvor man befinder sig

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender vil med glæde meddele, at Center for National Vejledning åbner deres nye eVejlednings-tilbud til alle unge og voksne med vejledningsbehov om uddannelse den 1. februar kl. 10.00.

Det bliver muligt at chatte, tale og maile med en dobbeltsproget eVejleder om uddannelsesmæssige spørgsmål.

”Med denne nye indsats fra Center for National Vejledning styrkes vejledningsområdet, og er med til at understøtte, at endnu flere unge og voksne får den uddannelse, som de drømmer om. Jeg håber, at mange tager imod muligheden og kontakter eVejledningen, og får hjælp til deres overvejelser om uddannelsesvalg”
, udtaler Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger.

Det er ambitionen at udvide kontaktmuligheden for uddannelsesvejledningssøgende, således at dem, der ikke har mulighed for at komme forbi et Majoriaq-center, får en anden mulighed for at have kontakt med en vejleder. Formålet med eVejledningen at tilbyde uddannelsesvejledning for alle – lige fra bygderne til de større byer og er et supplerende tilbud til de allerede eksisterende vejledningstilbud.

eVejledning er et projekt, som vil køre i 2 år og har til formål at hjælpe unge og voksne i alle byer og bygder med uddannelsesvejledning.

Læs mere om eVejledningen på www.aqqut.gl

For yderligere oplysninger kontakt uddannelseskonsulent Naja Lyberth-Klausen på mail naly@nanoq.gl.