EUD

Hvad er en erhvervsuddannelse og hvad kan man bruge den til?

Hvad er en erhvervsuddannelse?

En erhvervsuddannelse (EUD) er en praktisk uddannelse, der retter sig mod et bestemt erhverv.  Det kan f.eks. være håndværksmæssige, kontor eller maritime erhverv. En EUD veksler imellem skole og praktik og varierer i længden, typisk fra et til fem år. Visse erhvervsuddannelser foregår udelukkende i Grønland, mens andre uddannelser foregår helt eller delvist i Danmark. For at starte på en erhvervsuddannelse, skal du være optaget på en brancheskole og som udgangspunkt have fundet en praktikplads.

Hvorfor vælge EUD?

Der er mange spændende EUD’er, som kan klæde dig på til at få job inden for det erhverv du interesserer dig for. En EUD kan forbedre dine jobmuligheder og gøre dig klar til evt. at tage en kort videregående uddannelse. Du kommer til at gennemgå en stor faglig udvikling, men også i høj grad en personlig og social udvikling.

Hvad forventes af en elev på EUD?

Som elev på en EUD kan du forvente en anderledes hverdag sammenlignet med den du er vant til fra folkeskolen. På en EUD stiller man i høj grad krav til dine tekniske, praktiske og kreative kundskaber. Nogle EUD’er er mere teknisk orienteret og andre er mere kreativt orienteret. For at tage en EUD kan det være at du bliver nødt til at flytte til en anden by. Dette betyder, at du kommer til at møde en masse nye mennesker og få nye venner, både på studiet og på dit kollegie. Du kan finde informationer om uddannelsesstart under Studieliv. Her kan du også læse om mere om hverdagen som studerende.